Her finder du evangelie og ord til dagen for foregående søndage og helligdage.

 

ORD TIL SØNDAGEN – 1. SØNDAG EFTER PÅSKE

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannesevangeliet 21,15-19

Peter får overrakt nøglerne. Fresko ca. 1481-82 af Pietro Perugino 
(1448-1523) i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, Rom. 
Wikimedia Commons.

 

1. søndag efter påske markerer afslutningen på påskeugen. Det er kun en uge siden, at Kristus opstod fra de døde, og budskabet herom skal vi leve på, ikke bare resten af kirkeåret, men hver eneste dag, år ud og år ind.

 

Evangelielæsningen er fra det afsluttende kapitel i Johannesevangeliet. Kristus mødes igen med disciplene ved Tiberias Sø, som normalt bliver omtalt som Genesaret Sø. Kristus er altså gået i forvejen for disciplene til Galilæa, sådan som englen sagde til kvinderne ved graven påskedag, at han ville gøre.

 

Der er i begyndelsen en underlig, lettere afventede stemning ved dette møde. Det er kun tredje gang, at Kristus efter opstandelsen viser sig for alle disciplene. Først kan disciplene ikke kende ham. Så er de bange for at spørge ham, ”hvem er du?”, fordi de godt ved, at det er Ham. Først da de har spist sammen, spørger Kristus Peter, om han elsker ham.

 

Det er måske ikke så mærkeligt, at disciplene – og især Peter – er lidt tøvende. Vi andre har haft 2.000 år til at vænne os til tanken om Kristi ubetingede og ja, overmenneskelige, evne til at tilgive. Det har disciplene ikke. Og Peter, der aftenen før Golgata slog sig for brystet og svor, at han aldrig ville svigte, han må finde sig i, at Kristus hele tre gange spørger ham, om han, Peter, nu også virkelig elsker ham. Men så sker det også: Peter, fornægteren, bliver kaldt frem, han bliver tilgivet og genoprejst og bliver indsat som hyrde. Der er altså håb for os alle. Også for os, når vi selv har svigtet.

 

Og Peter får også en opgave, som jo i virkeligheden er den klareste tilkendegivelse af Kristi tilgivelse og af, at han stoler på Peter: Vogt mine lam. Det er ikke bare Peters, men enhver kristens opgave: At leve med skyldig hensyntagen til vores medmennesker og deres behov. At huske på, at vi er forpligtet ikke kun på os selv, men også på de andre på at tage os af dem og på ikke at tage dem for givet.

 

Kristendommen handler om tilgivelse. Ikke så meget, at vi selv bør gøre os umage for at forsøge at tilgive vores medmennesker, når de har gjort os ondt. Det er ganske vist også en del af pakken. Men det vigtigste budskab er, at der altid er én, der er villig til at tilgive os. Det er også påskens store budskab, som vi skal leve på hver eneste dag, år ud og år ind.

 

 

Det er som fornægteren Simon den Bange,
fortabt i sin skam,
at høre hans tillidserklæring tre gange:
Vogt du mine lam!
Det er som at løftes af mægtige hænder
fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

Den Danske Salmebog nr. 249, vers 5.

 

ORD TIL DAGEN - 2. PÅSKEDAG

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. 

Johannesevangeliet 20,1-18

Hans Holbein den yngre (ca. 1497-15439, Noli me tangere (”Rør ikke ved mig”). 
Maleri ca. 1524 fra The Royal Collection, London. Wikimedia Commons.

”Rør ikke ved mig!” siger Kristus til Maria Magdalene, da hun genkender ham uden for den tomme grav. Eller det sagde han i hvert fald i den gamle, autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente fra 1948. I den autoriserede oversættelse fra 1992 er det blevet til ”Hold mig ikke tilbage!”

 

Der er et voldsomt drama og masser af bevægelse i Johannes’ opstandelsesevangelium. Maria Magdalene går meget tidligt om morgenen ud til graven og ser, at stenen er væltet fra. Så løber hun tilbage til byen og fortæller det til Peter og Johannes. Dette er noget, som ingen af dem har forventet. Langfredag var alle deres forhåbninger blevet knust og gjort til skamme. Alt det, som de har været sammen om, er tilintetgjort. Eller det tror de. Og så pludselig, uden varsel, denne nyhed! Så begge løber også, alt hvad de kan, ud til graven for med egne øjne at se, om det kan være rigtigt. Og så spændt er Johannes, der nok er yngre og i bedre form end Peter, at han ikke engang løber sammen med ham, men løber fra ham. Peter når sidst frem, men går først ind i graven. Da de ser linnedklæderne, som den korsfæstede var blevet svøbt i, ligge pænt rullet sammen, går det op for dem, at der ikke er tale om et gravrøveri. Johannes ser nu og tror. Kristus har igen og igen talt til dem om, at han skulle blive ophøjet, og at han skulle opstå fra de døde. Det er som om, at det helt er blevet glemt i de foregående rædselsfulde døgn. Men nu kommer det hele tilbage. I hvert fald står det for Johannes pludselig klart, hvad det hele har betydet, når Kristus har udlagt Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Og derfor hører vi, at de stille og roligt går hjem igen.

 

Maria er blevet uden for graven. Også for hende har morgenen været en chokerende og overrumplende oplevelse. Hun har stadig til gode at forstå, hvad der er sket. Derfor viser Kristus sig for hende. Og hun genkender ham ikke med det samme, først da han siger hendes navn. Og da hun så genkender ham, vil hun omfavne ham. Det er dér, at ordene om ikke at røre ved ham falder. Maria ser og tror også. Hun går også tilbage til byen og fortæller disciplene: ”Jeg har set Herren”.

 

Påskemorgen får disciplene, Maria og dermed også vi besked om, hvad det hele går ud på. Johannes tror, da han ser ligklæderne; Maria tror, da hun ser og forstår, at det er Kristus selv, der taler til hende.

 

Johannes skriver selv i det sidste vers af samme kapitel i sit Evangelium: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn”.

 

Lige som Maria får vi heller ikke lov at røre. Men Kristus taler også til os i det Ord, som er skrevet, og som bliver forkyndt for os, hvad enten vi selv læser det, eller når vi igen sammen kan høre det talt i vores kirker. Måtte det sidste snart kunne ske igen.

 

Men også uden åbne kirker er Kristus opstanden. Glædelig påske!

 

 

Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak, fordi at du opstod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.

Den Danske Salmebog nr. 227, vers 2.

ORD TIL DAGEN - LANGFREDAG

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!   For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«  Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Lukasevangeliet 23,26-49

Joakim Skovgaard, Kristus fører røveren ind i paradiset. 
Maleri fra 1890 på Hirschsprungs Samling i København. 
Wikimedia Commons.

Langfredag er ikke nogen god dag. Medmindre vi allerede i dag tager forskud på dét, der sker Påskesøndag, så er det svært at vende nogen af Evangeliernes beretninger om Langfredag rundt, så de kommer til at fremstå som det ”glædelige budskab”, som det ellers ville kunne have lydt i kirken som korsvar efter Evangelielæsningen.

 

Lukas’ Evangelium betoner forhånelsen. Det er de allerværste menneskelige egenskaber, som Evangeliet udstiller for os: Når vi kaster os over den, der allerede har tabt alt og ikke kan forsvare sig. ”Frels dig selv”, vrænger tilskuerne på Golgata. Hvem har fortjent det? Hvad har Kristus dog gjort for at fortjene al denne forhånelse?

 

Selv den ene af røverne, der er blevet korsfæstet sammen med Kristus, deltager gladelig i at spotte ham. Man skulle ellers mene, at han havde nok i sine egne problemer at tænke på. Evangeliet holder et grimt billede på vores flokmentalitet frem for os. Det er nemt at kaste os over hende, som alle de andre også hader, for det må jo betyde, at hun er et dårligt menneske. De andre siger det jo.

 

Men så er der alligevel et enkelt, meget lille lyspunkt: Den anden af røverne tager Kristus i forsvar. Han finder overskud og kræfter der på korset, hvor også han hænger, til at hæve stemmen og skamme den første røver ud. Også selv om han også må have haft nok i sit eget at tænke på. Når alting ser mest sort og umuligt ud, så kan der af og til være hjælp og støtte at hente fra den mest uventede kant.

 

Vi skal holde fast i lyspunkterne, også på de dage, hvor Påskemorgen synes at ligge meget langt væk.

 

Hvor kan jeg foruden styrke
og i mørke
tage lysets våben på,
kærlighedens frugter bære,
ydmyg være
og forbi det onde gå?

Den Danske Salmebog nr. 619, vers 4

ORD TIL DAGEN - SKÆRTORSDAG

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« 

Johannesevangeliet 13,1-15

Lucas Cranach den Ældre (ca. 1472-1553), Den sidste nadver. 
Midterfeltet på Reformationsaltertavlen i Stadtkirche St. Marien 
i Wittenberg, Tyskland. Wikimedia Commons. 

 

Skærtorsdag er dagen for indstiftelsen af nadveren. Kristus spiser sammen med disciplene, inden de går ud i Gethsemane Have, hvor ypperstepræstens tjenere og medlemmer af tempelvagten arresterer ham, og disciplene flygter.

 

Måltider med andre mennesker er fællesskab. Skærtorsdag er fællesskab. Nadveren ved højmessen om søndagen er fællesskab, ikke bare med de andre mennesker, som man knæler sammen med, men for den troende også med Kristus, der selv er til stede i brødet og vinen. Det er også derfor, at Lucas Cranach den Ældre på sit maleri af nadveren Skærtorsdag lader reformatoren Martin Luther sidde til bords sammen med Kristus og disciplene. Det er Luther, der til højre i billedet vender sig om mod tjeneren og holder om kalken. Fællesskabet i nadveren går på tværs af tid og rum.

 

I de lige år, hvor Evangelielæsningen efter 2. tekstrække er fra Johannesevangeliet, er selve nadverberetningen kun til stede i epistellæsningen fra Paulus første brev til menigheden i Korinth, hvor ordene også er næsten identiske med indstiftelsesordene, som vi hører hver søndag umiddelbart før uddelingen af nadveren. I Johannesevangeliet hører vi ikke om indstiftelsen af nadveren, men i stedet, at Kristus midt under måltidet rejser sig og begynder at vaske disciplenes fødder. Peter protesterer voldsomt. Det giver jo ingen mening! Lærere vasker jo heller ikke deres elevers fødder eller regimentschefen de menige soldaters.

 

Peters instinktive reaktion spejler vores egen. Vi vil så gerne selv gøre noget. Og det er især svært at affinde sig med tanken om, at andre gør alting for os, og at vi selv ikke har noget at bidrage med. Men det er dét, som sker i påsken. Dét, som sker i påsken, har vi kun del i som modtagere. Fællesskabet omkring nadverbordet bliver vi også tilbudt, uden at vi selv skal tilbyde noget. Og for at få del i det, skal vi som Peter forstå og acceptere, at Kristus gør arbejdet for os.

 

I år kan vi ikke fejre nadver i vores sædvanlige fællesskab sammen ved en gudstjeneste i kirken Skærtorsdag. Vi må forsøge at trøste os med, at fællesskabet alligevel går på tværs af tid og rum. Og at fællesskabet består, også uden at vi selv behøver at gøre andet end at tage imod budskabet i tro. Kristus gør arbejdet for os og lader fællesskabet bestå, ligesom han i den nat, hvor hans disciple forrådte og fornægtede ham eller bare løb deres vej, alligevel befæstede sit fællesskab med dem ved at give dem sit legeme og blod. Og til overflod så viste han også sin trofasthed over for dem ved også at vaske deres fødder, selv om de få timer senere alle løb deres vej i stedet for at blive sammen med ham, forsvare ham og dele skæbne med ham. Den trofasthed er Skærtorsdags budskab også til os, og troen herpå er det, som vi skal holde os til.

 

Bort svandt de mange hundred år,
men hvor hans klokker kime,
end kalk og disk på bordet står
til minde om hin time.
Da står han med sin Ånd os bi,
og trøstig da forkynde vi
hans død, indtil han kommer.

Den Danske Salmebog nr. 178, vers 4.

ORD TIL SØNDAGEN - PALMESØNDAG

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Markusevangeliet 14,3-9

Kristus i Simon den Spedalskes hus. Maleri af Dieric (Dirk) Bouts (ca. 1415 -   1475) fra 1440’erne på Staatliche Museum, Berlin. Wikimedia Commons.

Med Palmesøndag går vi med Kristus og disciplene ind i Jerusalem og tager hul på det, som vi kalder den stille uge. Fasten kulminerer her i vores fokus på, hvad der sker Langfredag, og hvorfor det sker. Påske bliver det først Påskedag.

 

Inden Kristus rider ind i Jerusalem, kommer han til Betania og spiser middag i Simon den Spedalskes hus. Mens de sidder og spiser, kommer en unavngiven kvinde med en krukke af alabast med kostbar nardusolie, som hun bruger til at salve Kristus med. Beretningen findes i alle fire evangelier. Hos Mattæus og Markus er det Kristi hoved, som hun salver; hos Lukas og Johannes er det fødderne, og i deres versioner tørrer hun også Kristi fødder med sit hår. Men i alle beretningerne vækker det forargelse.

 

Kvindens handling vækker forargelse, fordi den er så ødsel. Det er en ødsel, grænseoverskridende handling sådan at bruge den kostbare nardusolie på én gang, når man i stedet kunne have solgt den og fået penge ind, som kunne være givet til de fattige, et bedre formål. På maleriet af Dieric Bouts kan vi næsten fornemme den fysiske afstandtagen og forargelse hos de andre personer, der sidder omkring bordet. Den ene strækker hals for at se, om det virkelig kan være rigtigt. En anden holder afværgende hånden op som for at tilkendegive, at det har han i hvert fald ingen del i. Og disciplen for bordenden peger, så vi rigtig kan spærre øjnene op og lægge mærke til, hvad det er, der sker.

 

Og de fleste af os er nok tilbøjelige til umiddelbart at tænke, at det jo sådan set er rigtigt nok, at den værdifulde olie kunne være blevet brugt på en mere velovervejet måde. Lige som vi, når vi hører nogle af Kristi lignelser, har svært ved at få dem til at passe med vores egne begreber om ret og rimelighed. Hvorfor i alverden roser Herren fx den utro godsforvalter (Lukasevangeliet kap. 16, vers 1-9)? Og er det særlig rimeligt, at vingårdsejeren betaler alle arbejderne præcis den samme løn, selv om nogle af dem dårligt nok er nået at gå i gang med at arbejde, mens nogle de andre har slidt hele dagen (Mattæusevangeliet kap. 20, vers 1-16)?

 

Hvis vi lige som disciplene og gæsterne omkring bordet tænker sådan, så er det måske, fordi vi lige som dem ikke helt har begrebet, hvad det er, som sker Langfredag. Kvinden, derimod, har fattet, hvad det drejer sig om. Hun salver Kristus forud for hans død og begravelse. Hendes handling virker overvældende og grænseoverskridende ødsel, sådan som kærlighed kan være det, når den får det bedste op i os. På samme måde som Kristi kærlighed er overvældende og grænseoverskridende ødsel, når han Langfredag går i døden for en skyld, som ikke er hans. At vi skal høre, at Kristus i Betania bliver salvet forud for sin død og begravelse, bør derfor gøre det lettere for os at fokusere på, hvad Langfredag egentlig handler om, i forhold til det festlige indtog i Jerusalem Palmesøndag, som alle fire Evangelier også beretter om.

 

Vi skal også lægge mærke til to andre sætninger fra Evangeliet.

 

”Hvorfor gør I det svært for hende?” siger Kristus, da alle de andre falder over kvinden. Hvorfor gør vi det svært for andre mennesker? Hvorfor bliver vi forargede og dømmer andre, uden at vi helt har forstået, hvorfor de handler, som de gør. Vi bør altid bære disse ord med os og bruge dem til at standse op og tænke os om, om det, som vi vil sige eller gøre, vil gøre noget svært for en anden.

 

Og så: ”Hvor som helst i hele verden Evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende”. Det er et paradoks, at kvinden, som vi skal mindes, hos Markus ikke har noget navn. Men pointen er klar: Også vi bliver husket for det, som vi af et ærligt hjerte har forsøgt at gøre godt mod andre, ligesom vi selv også altid husker dem, der har gjort godt imod os.

 

Lad mig betænke al min tid
din død og takke dig med flid,
din dom og straf husvale mig,
at du mig frelste nådelig
fra synd, nød, død og Satan med
til Himmeriges herlighed!

Den Danske Salmebog nr. 204, vers 3.

ORD TIL SØNDAGEN - MARIÆ BEBUDELSESDAG

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Lukasevangeliet 1,46-55

Marias besøg hos Elisabeth. Fresko af Giotto di Bordone (d.1337) i Basilica inferiore di San Francesco d'Assisi, 
Assissi, Italien. Wikimedia Commons.

 

Vi er i fasten, hvor vi skal se frem mod påsken og tænke over vores liv. I disse dage sidder vi adskilte fra hinanden. Det gør vi godt nok for at passe på hinanden, men det ændrer ikke på, at vi stadig sidder adskilte fra hinanden.  Vi er af gode grunde i tvivl og forvirrede og måske endda bange for fremtiden, for vi ved ikke, hvad de næste uger vil bringe. Og selv om nogle af os måske har bedre tid, end vi plejer at have, så kan mylderet af tanker og bekymringen for familie og venner, arbejde og forretning godt gøre det endnu sværere at finde tid og kræfter til at tænke over vores liv.

 

Midt i fasten har vi så Mariæ bebudelsesdag, en festdag. Forhistorien til dagens Evangelium er, at englen har besøgt Maria og fortalt hende, at hun skal føde Guds søn. Maria bliver forfærdet, men tager opgaven på sig. Hun rejser derefter fra Nazaret i Galilæa op til Judæas bjergland for at besøge sin tante, Elisabeth, der også er blevet gravid, selv om hun er højt oppe i årene. Og det er hos Elisabeth, at Maria synger den lovsang, som er søndagens Evangelium: ”Min sjæl ophøjer Herren”.

 

Hvad skal vi tage med os fra dette Evangelium?

 

Set fra enhver fornuftig betragtning er Maria ikke i nogen nem situation. Hun har fået vendt op og ned på sin tilværelse. Hun er ikke gift, men bærer på et barn, som det nu som dengang er ubegribeligt svært at forklare hvor kommer fra. Der er ikke noget at sige til, hvis hun er i tvivl, forvirret eller slet og ret bare bange for fremtiden. Måske er Marias besøg hos Elisabeth i virkeligheden en flugt væk fra Nazaret, hvor der pludselig ikke længere har været særlig rart at være? Eller bare svært at sidde alene med alle de tanker, som hun ikke havde nogen at dele med?

 

Men Marias reaktion er hverken at bryde sammen eller bare at beklage sig. I et sprog, der minder om sproget i salmerne i Det Gamle Testamente, lovsynger hun Gud. Hun giver på den måde udtryk for sin tillid til, at Gud nok skal holde hånden over hende og føre hende igennem det, som venter.

 

Måske kan vi forsøge at tage den tro og den tillid til os. Også selv om vi ud fra enhver fornuftig betragtning kan være bekymrede og bange. Måske kan vi som Maria holde fast i troen og tilliden uden tvivl. Måske er vi nødt til at gøre det i trods og med sammenbidte tænder. Men med troen og tilliden er der et håb om en vej ud på den anden side. Uden troen og tilliden er den vej meget sværere at skimte.

 

O, kunne jeg alskens tungemål
og Skriftens dyb udfinde,
og var så min tunge gjort af stål
og englerøst derinde,
da skulle på knæ jeg kaste mig
og påkalde dig
vel hundrede tusind sinde.

Den Danske Salmebog nr. 72, vers 5.